Der er ikke noget, jeg regner for mindre, end hvad der vedblivende formår at holde afkræftede mennesker så tilstrækkeligt tæt på undergang, at det lige formår at indvirke med en kun anet tilfredshed hos konformitetens højborge, denne deres selvtilfredse selvtilstrækkelighed, der ikke kender livet, førend dette underkendes, så dette ”kendskab” i øvrigt ydermere skal kaldes ”almindelig respekt.” Deres hovedrøsten er ikke bare den almindelige rentable uforstand, men en arrogant afvisning af menneskelig indlevelse, der kun kender sig selv på dens velbjergede evne til ”virkelig at strække sig langt for menneskeligheden,” ”lovformeligheden,” ”korrektheden,” der aldrig strækker sig udover love eller almindelig anstand i dens indlevelse og bliver bange på egne vegne, førend den evner på andres at se en smule af det liv, hvorved der udfoldet kunne ydes en hjælp for dem, der virkelig lider. Dette vil sige: ikke blot hemmeligt lider i angsten for at udvide deres menneskelige forståelse som en potentiel selvovervindelse, der straks minder om mindreværd: menneskeligheden, der redder liv, men også den der respekterer livet som sådant.